Pigen bag tremmer

Dørtelefonen ringede. 

Drengen der tog telefonen, råbte med vred og paranoid stemme: "Få det væk politiet er her". 
Pludselig gik det hele meget hurtigt, døren blev sparket ind og betjentene råbte med bestemt stemme: " Det er politiet. Læg jer ned på gulvet med hænderne over hovedet". Inden de så sig om, var de alle i håndjern på vej i et salatfad mod gården. 
Der var en enkel pige blandt de i alt 6 anholdte. Ingen af dem ville blive i stand til at blive afhørt foreløbig, fordi alle undtagen pigen var kraftigt påvirkede af stoffer. 
Hun lå i detentionen og kunne hører hvordan hendes lillebror, som også var blevet anholdt, råbte og skreg som en gal. Døren til hendes celle gik op, to mandlige betjente trådte ind. De råbte hende ind i hovedet, talte perverst og nedladende til hende. Den ene sparkede hende på venstre hofte. Hun brød i gråd og var præget af angst. De tog hende i armene og slæbte hende ud af cellen. Hun skreg, for hun anede ikke hvad der skulle ske. Det var som om hun pludselig blev bevidstløs, for kort tid af den dag er væk fra hendes hukommelse. Det næste hun i dag husker er at hun sad i et afhøringslokale med de to betjente, hun var blevet iført håndjern og sad uden sko på fødderne.
De afhørte hende på en meget grov måde, råbte hende ind i hovedet og den ene var så ondskabsfuld at han spyttede på hende op til flere gange. Hun var ikke i tvivl om at de ville gøre alt for at presse hende til at fortælle alt hvad hun vidste om hendes bror og hans venners narkomisbrug og handel med narkotika. Men hun sagde ikke et ord, hun var tavs i flere timer, tårene trillede ned af kinderne på hende. Tankerne fløj igennem hovedet på hende, hvor skal alt det her fører hen? Hvor langt ville betjentene gå?
Det endte med at de gav op og valgte at smide hende over i arresten og give hende en seng at sove i, indtil dagen efter hvor hun skulle fremstilles for en dommer.
Næste morgen blev hun varetægtsfængslet i 4 måneder. Da de 4 mdr var gået fik hun igen 4 mdr. Sådan blev det ved.
De første to måneder var et mareridt, betjente havde sagt at hun ikke skulle gå på gårdtur og gå ud fra hendes celle, da hun ville risikere voldtægt og overfald, fordi at mange af de mænd der sad der ikke havde set en kvinde i op til 5 år. Hun lyttede til dem, fordi hun ikke vidste bedre. En aften bankede det på døren til hendes celle, det var den første kvindelige betjent hun overhovedet havde set. Hun havde tøj og toiletsager med, som pigens mor havde været og aflevere. Hun havde også taget papir, blyant, konvolut og frimærke med så hun kunne skrive til hendes familie. Den kvindelige betjent fortalte, at der var en fyr, der sad i celle 1 som gerne ville tale med pigen. Hun kiggede forvirret og paranoid på den kvindelige betjent. Men alligevel sagde hun ja til at snakke med fyren fra celle 1. Thomas hed han, han sad i en større heroinsag. Han fortalte pigen at han vidste alt om hvorfor hun sad der og han vidste også at hun var uskyldig. Han ville hjælpe hende med at komme ud i en fart. Men først og fremmest ville han have hende med ud på gårdtur hver eneste dag, indtil hun skulle ud. Han ville have hende med i fitness rummet 3 dage i ugen. Han sagde hun ville blive tosset af at sidde alene i sin celle i så lang tid. Han lovede at passe på hende, han kaldte det at hun var under hans vinger.
Det var 1 ½ år siden hun blev løsladt til senere dom, og lige så lang tid siden at hun mødte Thomas som hjalp hende ud. Hun blev dengang løsladt til senere dom efter at have afsonet 7 mdr.
Det havde været en lang retsag, og der var stadig ikke kommet nogen løsning på hvad der skulle ske, og hvordan dommen skulle lyde. Pigens forsvarsadvokat var heldigvis en af de dygtigste i landet, og han havde fået frikendt mange forskellige mennekser i mange forskellige situationer. Så det skulle også lykkedes denne ene gang. 
Pludselig kom der et vidne ind som ingen havde hørt om.
Den ene af de betjente der var med til at sparke hende og behandle hende dårligt den dag hun blev anholdt, han havde anmeldt pigen for chikane og at hun havde forsøgt at bestikke dem til at løslade hende. Mareridtet sluttede ikke her. Nu var de nød til at holde en times pause, da de efterhånden ikke anede hvad de skulle anklage hende for. De anede ikke hvad de havde på hende og ikke havde på hende. Pigen sad på en stol uden for retsalen og ventede på at de skulle kalde hende ind igen, imellemtiden var hendes mor dukket op, for at hører dommen og støtte hendes datter.
De kaldte hendes navn, og hun trådte igen ind i retsalen og satte sig på stolen i centrum. Dommen blev afsagt: ''De dømmes for handel med narkotika, besiddelse af narkotika samt forsøg på bestikkelse af politiet.''
Pigen og hendes advokat var i chok, hun var uskyldig og der var ingen beviser i sagen.
Politiet havde vundet. Hendes dom lød på 7 måneders ubetinget som hun nu havde afsonet, en bøde på 19.000 samt 2 års betinget oven i.
Hun blev tvunget til at flytte væk fra hendes barndomsby, væk fra venner og familie.
Sagen sluttede med at i alt 46 blev anholdte og kendt skyldige. Over halvdelen var uskyldige men da ingen af dem sagde et ord til afhøringerne, blev de idømt fængsel straf, for det politiet mente de havde på dem.

Pigen lever nu et lykkeligt liv, hun er i dag 24 år gammel, er i fuld gang med hendes uddannelse, og har både kæreste og en sød lille pige på 2 år. Det der skete dengang, har gjort at hun i dag har den stærkeste psyke et menneske overhovedet kan have.

Intet kan vælte hende.